The Formation World Tour

The Formation World Tour

formation

Jeg har været på forlænget weekend i København sammen med min søster. Hovedformålet med turen var, at vi skulle ind til Beyoncé – The Formation World Tour, men vi fik selvfølgelig også oplevet en helt masse andet!

Vi ankom til København med vores fly tidligt fredag formiddag, og havde så arrangeret brunch på Conditori og Café H.C. Andersen som ligger på H.C Andersens Boulevard tæt ved Rådhuspladsen. Vi tjekkede derefter ind på vores hotel, Scandic Webers, hvor vi skulle have en enkelt overnatning. Jeg tror vi fik gået 10-15 km bare denne dag, for vi travede op og ned af strøget flere gange, og ind på alle sidegader og parallelle gader. Vejret var helt fantastisk, så undervejs på dagen måtte vi lige ind og købe nogle shorts og få skiftet tøj. Jeg tror ingen af os havde regnet med, at det ville blive så varmt.

Vi snuppede også lige en kanalrundfart (faktisk var vi af sted hele tre gange bare på den weekend). Det var super dejligt at være ude på vandet og blive luftet, samtidig med at vi kunne sidde og sole lidt.

Om lørdagen skiftede vi hotel, til Scandic Front, som ligger lige ved siden af Skuespillerhuset og overfor Operaen (Parallelt med Nyhavn). Vi fik det bedste værelse med altan lige ud til kanalen og Ofelia plads, og var ret begejstrede for udsigten. Denne dag besøgte vi blandt andet Copenhagen Street Food Market på Papirøen, men der var så proppet med mennesker, at vi droppede at spise frokost derovre, og tog i stedet ind i Nyhavn og spiste.

Vores første nat på hotellet blev pludselig en smule kaotisk da brandalarmen gik. Alle måtte ned på gaden og stå i mens tre-fire brandbiler stormede til. Heldigvis var det kun en ovn i køkkenet der havde udløst alarmen, og efter en tre kvartes tid, kunne vi komme tilbage i seng.

Søndag var dagen hvor vi skulle i Parken og høre Beyoncé. Det var en stor oplevelse og et kæmpe sceneshow – og selvom der var ret varmt derinde, så havde vi en fest! Jeg tror alle i publikum var draget af Beyoncés woman-power, og alle skrålede med på Who run the World?! GIRLS!! Stærke inspirerende kvinder kan man ikke få nok af.

formation

Om mandagen skulle vi først med et sent fly hjem, så vi brugte tiden på en tur forbi Amalienborg, hvor vi så garderskifte og bagefter tog vi i Kongens have ved Rosenborg slot. Vi smuttede også en tur forbi Fisketorvet – men ingen af os kunne have mere med hjem i bagagen 🙂 Vi tog os en sidste tur med kanalrundfarten, og denne var særlig sjov, da vi kommer forbi en tømmerflåde hvor der er fest og musik, og midt i fadøl og halvnøgne mænd sidder politikeren Naser Khader.

I lufthavnen spiste vi aftensmad på Gorm’s restaurant og så fik vi meddelelse om, at vores fly var forsinket. Det var heldigvis kun en time forsinket, og vi var hjemme inden kl. 22.

 

Facebooktwitterpinterestmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *