En hård start på livet – min fødselsberetning

En hård start på livet – min fødselsberetning

Start

En kæreste-weekend i København tog pludselig en meget uventet drejning og blev starten på et helt nyt kapitel i mit og Kristoffers liv.

Det hele startede som en stille og rolig fredag. Kristoffer og jeg skulle med morgentoget til København og have en sidste weekendtur i København, inden vi snart skulle være forældre. Jeg var få dage inden gået på barsel, 6 uger før min forventede termin.

Allerede fra morgenstunden denne fredag bemærkede jeg, at noget var anderledes. Vores lille pige var normalvist ret aktiv inde i sin babyhule, og rørte altid på sig så snart jeg vågnede om morgenen, men denne morgen skete der intet.

Vi tog det ret roligt på vores togtur og blev enige om, at det nok blot var fordi hun havde sat sig fast i bækkenet, som de gør sidst i graviditeten. Vi nød derfor vores medbragte kaffe og croissanter og så en film.

Da vi ankom til København tog vi over i vores lånte lejlighed og satte vores ting. Vi begyndte at være en smule mere bekymrede, da der fortsat ingen aktivitet var at mærke. Vi lagde os et øjeblik, og forsøgte virkelig at mærke efter, men ingenting skete.

Kristoffer ringede nu til sin kusine, som er jordemoder, og efterspurgte et godt råd og lidt vejledning. Jeg skulle prøve at drikke noget koldt eller f.eks. spise en is, så Kristoffer og jeg smuttede på en metro ind til Kongens Nytorv og fik os en is.

Efter isen gik vi over på Ofelia plads og fandt et godt sted i solen (det var årets første sommerdag i Danmark) her fik vi lidt koldt at drikke, og diskuterede om det var ved at være tid til at ringe til sygehuset.

Kristoffer var på dette tidspunkt meget klar til at tage på sygehuset og få tjekket op på situationen, så vi ringede ind på Rigshospitalet, som gerne ville se os med det samme. På bussen ud til Rigshospitalet lavede vi vores restaurantbooking om, for vi forventede selvfølgelig at kunne nå ud og spise efter tjekket på sygehuset.

Vi kom ind på fødeafdelingen på Rigshospitalet hvor en læge og lidt øvrigt personale var til stede. De satte et apparat på min mave og straks hørte vi en fin puls – Kristoffer og jeg åndede lettet op. Jeg fik en række elektroder på maven, som skulle sidde i en halvtimes tid, for at lægen var sikker på at alt var fint inde i maven.

Vi blev efterfølgende ført ind i et nyt rum, hvor lægen ville foretage en ultralydsscanning, da resultaterne viste, at vores pige lå unormalt stille. Lægen blev ved med at scanne og puffe til maven, og i mens blev noget af det øvrige personale sat i gang med at indhente min journal fra Aalborg.

Vi kom tilbage til det første rum, og herfra gik tingene meget stærkt. Pludselig kom der både læger, sygeplejesker og et par studerende ind i rummet. Lægen som havde scannet fortalte, at de ikke havde kunnet få vores pige til at bevæge sig, og de skulle derfor have hende ud med det samme.

Lægerne kunne på dette tidspunkt ikke sige hvad der var galt med vores barn eller hvor akut det var, men de kunne se at hendes tarme var meget væskefyldte, og at hun lå stille var en forsvarsmekanisme, som fortalte at noget var helt galt.

Kristoffer og jeg blev proppet i operationstøj med det samme og blev ført ned til operationsstuen – her blev vi mødt af en stue fuld af nyt personale, som alle var i gang med at forberede det forestående kejsersnit, og en mulig operation af det nyfødte barn.

Jeg blev sat på en briks og fik lagt en spinal bedøvelse i ryggen. Bedøvelsen virkede meget hurtigt og lammede min krop fra brystet og nedefter. Lægen som skulle foretage kejsersnittet fortalte mig, at indenfor de næste 3 minutter, ville barnet være født.

På dette tidspunkt var jeg mere eller mindre i chok. Jeg sad midt i rummet og registrerede ikke rigtig hvad der skete omkring mig. Kristoffer sad på en stol foran mig, og var lige så stille som jeg selv. Det var som at være ufrivilligt med i en film.

Jeg fik lov at se vores pige idet hun kom ud af maven, og hun gav os også et lille skrig – men herefter blev hun kørt videre til røntgen for at se nærmere på hendes tarme.

Jeg lå alene på opvågningsstuen med en meget underlig og tom følelse i kroppen. Kristoffer var gået med lægerne, for de havde konstateret at vores barn skulle opereres akut, da der var noget helt galt med tarmene, og de var bange for at de ville sprænge inde i hendes lille krop.

Heldigvis for at vi var i København, for den forestående operation kunne KUN foretages i Odense eller København – og det skulle gå stærkt. Da de åbnede op til tarmene frygtede kirurgen et kort øjeblik, at tarmene ikke var til at rede, men det var heldigvis kun de første 30 cm der viste sig at være dødt.

Vi fik en melding omkring midnat om at operationen forløb efter planen, men at vi skulle forberede os på, at vores pige skulle have stomi de første par måneder. Da klokken blev halv tre kom børnekirurgen ind til os og fortalt at operationen nu var overstået. Det resterende tarm havde været så raskt, at de havde kunne undgå stomi, og vores pige lå nu på deres intensiv afdeling i respirator.

Først næste formiddag kom vi ned og så vores barn. Jeg følte stadig at situationen var meget surrealistisk og jeg følte mig på ingen måde som nybagt mor. Samme aften fik jeg dog for første gang lov at holde min datter i mine arme. Hun var helt pakket ind i slanger og ledninger.

Vi lå indlagt på Rigshospitalet i de efterfølgende 2,5 uge. Den første uge på deres intensiv afdeling og det resterende tid på børnekirurgisk afdeling. Vi befandt os i en lille boble, langt væk hjemmefra og fuldstændig uforberedte. Vores verden gik i stå. Det eneste der betød noget var, om vores datter gjorde fremskridt og at hendes tarme begyndte at virke.

Vores tid på intensiv afdelingen var meget stressende, vi lå flere patienter på stuen, og der var næsten altid en sygeplejerske tilstede. Der gik forskellige alarmer med få minutters mellemrum både dag og nat. Vi så langt efter noget der bare mindede om privatliv. Alt dette var dog fuldstændig ligegyldigt, for vi tænkte kun på vores datter.

Først efter en uge var vores pige frisk nok til at begynde at få mad. Hun fik 1 ml. mælk på en sprøjte ind i mundvigen, dette var et stort skridt for os. Vi blev herefter flyttet til børnekirurgisk afdeling.

Lige så stille kunne sygeplejerskene fjerne flere og flere slanger, ledninger og elektroder fra vores datter.

Efter to uger kunne vi alle tre gå vores første tur sammen udenfor sygehusets vægge – det var første gang at vi faktisk følte os som en lille ny familie. Selvom vi blev behandlet rigtig godt på Rigshospitalet, så var det meget svært (i hvert fald for mig) at få lykkefølelsen frem – at mærken glæden og lykken ved at være blevet mor.

Den 22. Maj blev vi udskrevet fra Rigshospitalet og kunne få lov at komme hjem og starte det nye kapitel i vores liv – og begynde at opleve glæden ved at være blevet en lille familie.

Facebooktwitterpinterestmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *