C9 – En ny begyndelse

C9 – En ny begyndelse

C9

Jeg er hoppet med på C9 bølgen! Jeg synes ikke rigtig, at jeg kunne gå og have en mening om C9, uden selv at have prøvet det. Derfor har jeg kastet mig ud i dette “eksperiment” selvom jeg har været lidt skeptisk. Min nysgerrighed vinder for det meste, og al den snak der har været omkring C9 har gjort, at jeg blev nødt til selv at prøve det.

Til dem som ikke ved hvad C9 er, så står det for Change 9. Ni tallet står for de ni dage man er på forløbet. C9 er en kickstarter til en sundere hverdag. Det er en slags “udrensning” og igangsættelse af en ny livsstil. Jeg har haft kassen stående i et par uger, for jeg har følt, at jeg blev nødt til at være helt klar og have hovedet med, inden jeg gik i gang. Det er jo lidt spild hvis jeg efter de ni dage, bare går tilbage til den gamle livsstil igen. Det har også krævet lidt planlægning, for jeg synes at jeg bliver nødt til at tage ni dage ud af sin kalender, for at kunne fokusere 100% på forløbet.

Efter Change 9 forløbet, kan man blot fortsætte en sund livsstil eller man kan gå videre i ‘Forever FIT’ programmet og tage FIT 1 og derefter eventuelt også FIT 2. I kan finde lidt mere information på den officielle hjemmeside Forever C9.

Jeg vil nu give jer min beretning om C9-forløbet, dag for dag!

Dag 1:

Kassen er åbnet, alle produkterne er taget ud og stillet frem, køleskabet er ryddet for fristelser og jeg føler mig klar til at gå i gang! Motivationen er i top og jeg er klar til de næste ni dage. Men allerede da jeg skal indtage det første aloe vera shot om morgenen, er det ved at komme retur. AD hvor smager det træls! Dagen går nogenlunde nemt, uden at føle det store afsavn. Men igen da “frokosten” skal indtages, må jeg give op. Jeg får ikke specielt meget at spise den dag, dog bliver den såkaldte fri-liste brugt lidt, da der er tilladte grøntsager og frugter man må indtage under hele forløbet. Jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen, da jeg føler sult. I morgen bliver nok bedre.

Dag 2:

Jeg har det godt da jeg vågner. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg indtager min morgen aloe vera shot med en smule æblejuice (og holder mig for næsen) så går det egentlig meget fint. Jeg lavede to shakes klar til formiddag og frokost, hvor jeg blandede hhv. fibrene og vanilje pulveret op med vand, æblejuice og frosne jordbær. Jeg tror egentlig ikke at æblejuice er tilladt, men jeg kunne i det mindste få “måltiderne” ned i dag. I dag føler jeg mig en smule mere sulten, men jeg må holde ud til i morgen, hvor jeg må begynde at indtage rigtig mad!

Dag 3:

I dag skulle jeg vejes og måles. Der er røget 1,2 kg på vægten siden i Mandags, men ikke rigtig nogen centimeter. I dag er kostplanen ændret en smule, så jeg må få en shake både til morgen-, formiddag- og middagsmad, og jeg må få aftensmad bestående af 600 kcal (hvilket er meget!). Jeg droppede faktisk morgen-shaken, da jeg ikke følte mig sulten, men spiste lidt frugt i stedet. Til aften havde jeg så meget lyst til en sandwich, så jeg købte mig en grov sandwich med frikadelle og tzatziki. Der følger opskrifter til aftensmåltider med i C9-bogen, som nok er det oplagte at spise under kuren, men i dag blev det altså til noget andet.

Dag 4:

Jeg vågnede før mit vækkeur i morges, jeg har ellers haft meget svært ved at vågne her det sidste stykke tid, så det var dejligt at vågne op og være frisk. Jeg droppede morgen-shaken igen i dag (så lækker er den heller ikke!) men spiste et par klementiner og drak min kaffe. Til mellemmåltid fik jeg en shake med fibre, æblejuice, vand og frosne jordbær. Frokosten bestod endnu en gang af vanilje pulver, æblejuice, vand og frosne jordbær. Jeg ved godt at jeg sagde, at jeg ville “tage” 9 dage ud af kalenderen, men aftenen blev brugt på café og biograftur med en veninde. Jeg var dog en smule standhaftig og bestilte en kyllingesalat på cafeen, og droppede popcornene i biografen. Det er pt. ret nemt at være på C9-kur.

Dag 5:

Endnu en dag på C9-kuren! Jeg er kommet ind i en god rytme, så måltiderne er mere eller mindre ens, og det kører bare uden problemer. Jeg har lavet ingefær shots med citron, som jeg nu blander mit aloe vera gel op med (det begynder at være helt tåleligt med de shots). Jeg har haft en meget travl dag, så jeg har ikke tænkt over om jeg var sulten. Til aften kunne jeg dog godt mærke at jeg var ret sulten, men jeg måtte jo få et måltid på 600 kcal, og det blev til en omgang lækker sushi. Igen ikke helt efter bogen, men det var lige hvad jeg havde lyst til.

Dag 6:

Så er jeg 2/3 igennem forløbet. Der er nu kun 3 dage tilbage, og det er altså gået nemmere end forventet. Jeg var ude og drikke kaffe med min nabo om formiddagen og da jeg kom hjem snuppede jeg mig min middags-shake bestående af vand, æblejuice, frosne jordbær og vaniljepulver. Jeg vidste næsten godt på forhånd, at jeg ikke kunne følge kuren 100% og kun spise efter en streng diæt, men jeg føler dog alligevel at jeg har fået meget ud af forløbet. Aftensmaden i dag stod endnu en gang på sushi, og så var jeg ude og få et glas vin med en veninde senere om aftenen.

Dag 7:

Det nærmer sig en afslutning på forløbet. Jeg har fulgt med i min vægt og mål igennem forløbet, og jeg tror ikke det ender med at rende op i særlig meget tabt. Dog har jeg fået meget bedre styr på min appetit, og jeg synes også at mit energiniveau er steget, hvilket var et af mine mål med kuren. Endnu en dag går med en shake med fibre til mellemmåltid og en shake med vaniljepulver til frokost, derudover spiste jeg lidt frugt og grøntsagsstænger i løbet af dagen. Til aften lavede jeg en omgang wok med kylling og jeg havde også energi nok til en løbetur.

Dag 8:

2. sidste dag på forløbet, og jeg kunne faktisk sagtens fortsætte. Dagen i dag blev meget lig dagen i går. Jeg startede dagen ud med en kop kaffe og et par klementiner, til mellemmåltid drak jeg den sædvanlige shake med fibre og til frokost fik jeg en shake med vaniljepulver. Om eftermiddagen fik jeg et par grøntsagsstænger, og aftensmaden stod igen i dag på wok med kylling (når man laver en omgang wok er der jo nok til tre aftensmåltider!). Jeg begynder at være en smule træt af den ensformige kost, og glæder mig faktisk til igen at kunne spise rugbrød til frokost.

Dag 9:

Så er jeg nået til den sidste dag. Det har været lettere end forventet at være på C9-kuren, og jeg har da også tabt 2 kg og 12 centimeter fordelt på kroppen, selvom jeg ikke har fulgt det helt til punkt og prikke. Jeg har fået mere kontrol over min appetit og mere energi, og det var mit mål. På den sidste dag, måtte jeg få en frokost bestående af 300 kcal, det havde jeg bare lige overset, så jeg fik min sædvanlige shake med frosne jordbær, æblejuice, vand og vaniljepulver. I min C9-kasse var der faktisk rigeligt til to omgange, så jeg gemmer de sidste ting til en anden god gang (måske lige før sommer). Aftensmaden blev til en sidste portion wok, og lidt frugt sidst på aftenen. Det er jo faktisk gået nemt nok, selvom jeg ikke helt fulgte planen. Jeg kan i hvert fald godt anbefale andre selv at prøve C9-forløbet.

Facebooktwitterpinterestmail

2 thoughts on “C9 – En ny begyndelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *