Barsel, lydbøger og facebookgrupper

Barsel, lydbøger og facebookgrupper

Min barsel er efterhånden godt i gang – lillebror er 5 uger gammel nu, og begynder så småt at danne en form for rytme.

Han vil helst kun sove hvis det er i mine arme, hvilket gør, at det er lidt begrænset hvad jeg så kan foretage mig i mens. Derfor har jeg kastet mig over lydbøger.

Jeg har blandt andet fået hørt ‘Fåcking gravid’ af Sofie Linde, ‘40 uger inden’ samt ‘40 uger efter’ af Cana Buttenschøn og ‘Kunsten at være f*cking ligeglad’ af Mark Manson.

På listen over hvilke lydbøger jeg vil i gang med er ‘Drop opdragelsen’ af Fie Hørby, ‘Hjernesmarte børn’ af Anette Prehn og ‘Papmaché reglen’ af Hella Joof. Jeg har egentlig læst Papmaché reglen før, men jeg synes den er så god at den sagtens kan læses/høres flere gange.

En anden ting jeg har kastet mig over, er facebookgrupper. Det lyder måske lidt kedeligt, men du kan altså finde alle mulige forskellige slags fællesskaber på Facebook.

Jeg har blandt andet fundet gruppen ‘Familie uden filter – livet med børn’ som er dannet så forældre fra hele landet kan sparre med hinanden. Jeg bruger den mest til at søge inspiration omkring opdragelse, konflikthåndtering, putteritualer osv. men også for at mærke, at mange andre forældre med et barn i trodsalderen (min datter er 2 år) oplever præcis de samme udfordringer som vi selv gør.

Efter jeg har fået drivhus i haven og generelt har fået en større have med frugttræer og buske, har jeg haft stor gavn af gruppen ‘Fra have til mave’. Det er måske en lidt plat titel – men hold nu op der er mange folk med utrolig stor have-viden i den gruppe. Du kan faktisk få svar på alt, hvis du stiller et spørgsmål derinde. Så hvis du ligesom jeg, ikke har de grønneste fingre, så kan du virkelig finde meget inspiration og gode råd i den gruppe.

To andre grupper jeg har fundet, som er lidt i samme dur, er ‘Spar penge i hverdagen’ og ‘Minimalisme og familieliv’. Det siger lidt sig selv hvad grupperne omhandler – men her kan du finde inspiration og gode råd til hvordan du kan spare penge, f.eks. ved indkøb, oplevelser, opsparing og genbrug.

Til sidst vil jeg også gerne lige nævne gruppen ‘Rengøringstips’. Her er der også mange super engagerede medlemmer, som har gode råd og tips til alle former for problemer som man kan stå med, og som man måske umiddelbart tænker er umulige.

Har du selv nogle gode facebookgrupper du følger, eller måske nogle gode lydbøger du kan anbefale? Så skriv dem endelig i kommentarfeltet.

Facebooktwitterpinterestmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *